DM i Science og EOES –
når talent, samarbejde og nysgerrighed mødes

  • Stærke naturvidenskabelige traditioner

    På Sankt Annæ Gymnasium dyrker vi nysgerrighed, samarbejde og faglig fordybelse.
    Vores elever deltager hvert år i DM i Science – med engagement, talent og stolte resultater.

  • Fra audition til holdudtagelse

    Udvælgelsen sker gennem både teoretiske og praktiske prøver i biologi, fysik og kemi.
    De bedste deltagere samles på tværs af fag og klasser for at danne årets stærkeste Science-hold.

  • Forskning, fællesskab og faglighed

    DM i Science er mere end en konkurrence – det er en oplevelse, hvor faglig viden møder kreativitet.
    Eleverne repræsenterer SAG nationalt og, for nogle, videre ud i Europa gennem EOES.

Om deltagelse i
EOS på Bagsværd kostskole og gymnasium

På Bagsværd Kostskole & Gymnasium har vi en særlig 5-årig bioteklinje, hvor naturvidenskabsentusiastiske elever starter i 8. klasse og følges helt til 3.g. Niveauet og motivationen indenfor naturvidenskab i disse klasser er derfor generelt højt. Når vi deltager i DM i Science laver vi en intern udvælgelse indenfor denne klasse i 1.g. Nogle år har vi inviteret de andre 1.g'ere med frivilligt, hvis vi fornemmer at der er stemning for det (vi er et meget lille gymnasium, så vi kender hurtigt årgangens elever) - i biotek-klassen er det obligatorisk.

Vi, en biotek- og en fysiklærer afholder en intern praktisk konkurrence, fuldstændig svarende til den regionale kvalifikationsrunde, hvor vi bruger et af de tidligere kvalifikationssæt. Valget af opgave afhænger af tilgængelighed af materialer og så om emnet er nogenlunde indenfor en faglig rækkevidde for eleverne i forhold til hvad vi arbejdet med hidtil.

Arbejdet foregår i skoletiden, fordi det er skrevet ind som en del af dette særlige biotekspors identitet, at vi deltager i bl.a. DM i Science - og eleverne får i øvrigt enormt meget god erfaring ud af disse tre timer i laboratoriet. Typisk sammensætter vi grupperne ud fra en tilkendegivelse af, hvor interesseret den enkelte elev er i at gå videre, samt personlige dynamikker, fagligt niveau, pædagogiske overvejelser osv.

Når den bedste gruppe er fundet, tilbyder vi typisk at mødes 1-2 gange efter skoletid inden kvalifikationsrunden, for at træne lidt basal faglighed, fx: ioner, molberegninger, brug af mikroskop.

Hvis gruppen går videre til finalen, vil vi igen tilbyde at mødes et par gange efter skoletid for at træne færdigheder.

 

Ofte sker der i øvrigt det efter afholdelse af den interne praktiske prøve, at de fleste af eleverne har syntes det var vildt sjovt og foreslår om vi ikke kan gøre det igen. Så det prøver vi at finde tid til - for det er under alle omstændigheder en virkelig god træning for eleverne i både samarbejde, selvstændigt arbejde, praktisk og faglig tænkning. ​


Om deltagelse i EOS på
Herning Gymnasium

Vi har udpeget en naturvidenskabelig lærer som holdleder, som står for udvælgelse og træning af eleverne før konkurrencerne. Holdlederen er desuden med på turen til både 1. runde og evt. finale i Sorø.

I det naturvidenskabelige grundforløb, NV, stifter alle elever kendskab med bl.a. laboratoriearbejde og trænes i gode arbejdsmetoder ved eksperimenter, samt lidt databehandling og afrapportering.

Kort efter at studieretningsforløbene er startet udtager holdlederen de tre elever til DM i Science-holdet. Eleverne bestræbes udtaget fra forskellige naturvidenskabelige studieretninger, så forcer inden for hhv. fysik, kemi og biologi er repræsenteret.

Udvælgelsen foretages på baggrund af tilbagemeldinger fra naturvidenskabslærerne som har haft NV og dem som har de relevante studieretninger.

Holdlederen har derudover en kort samtale med de anbefalede elever, så det også er de elever som syntes at det kunne være spændende at deltage som udtages. Dette er sjældent et problem og eleverne er typisk meget stolte over at blive anbefalet deltagelse.

I perioden op til 1. runde mødes holdlederen og holdet for at træne samarbejde i laboratoriet, typisk ved at se på dele af opgaverne fra tidligere års konkurrencer. Holdet samles ca. en lektion en gang i ugen, efter skoletid. Undervejs bidrager andre naturvidenskabelige lærere også, så alle de relevante fag berøres på bedste vis.

Det nye hold mødes med det tidligere års deltagere, for at få overblik over indholdet på konkurrencedagene og få gode råd. Det er vigtigt at erfaringer går i arv fra år til år.

På konkurrencedagene står holdlederen for transport og andre praktiske opgaver (medbringer kitler, lommeregnere mm.).

Udvælgelse af deltagere til DM i Science/EOS på Sankt Annæ Gymnasium

Indledningsvist orienterer skolens EOES-ansvarlige alle 1.G’ere om DM i Science, hvor SAG har stolte traditioner. Orienteringen sker på en gymnasiesamling, og ud over en PP der ikke underdriver SAGs meriter bidrager et par af de forrige års deltagere med et indlæg, hvor de beskriver deres oplevelser.

Der lægges vægt på at der arbejdes i grupper a 3 personer, at opgaverne dækker fagene biologi, fysik og kemi, samt anvender matematik og at det er for unge talenter (må ikke være fyldt 17 år 31.12. dette skoleår. Man kan selv melde sig til den Science Audition, som udvælgelsen bygger på, men faglærerne indstiller også elever til deltagelse. Dette sker på baggrund af elevernes færdigheder i det naturvidenskabelige grundforløb.

 

Science audition.

Ud over de elever, der er indstillet - eller har meldt sig selv - indkalder de to EOES-ansvarlige lærere alle elever fra de naturvidenskabelige klasser til en teoretisk test (vedhæftet). Gymnasiet bakker op om EOES/DM i Science, så der er afsat timer til både den teoretiske test (80 minutter) og den efterfølgende praktisk-eksperimentelle test af 2 modulers varighed (3 timer). Den praktisk-eksperimentelle test består typisk i tidligere opgaver fra DM i Science’s kvalifikationsrunder.

 

Efter den teoretiske test udvælges 6-12 elever, som gennemfører den praktisk-eksperimentelle test, fordelt på de bedste til hhv biologi, fysik og kemi i den teoretiske test. Deres færdigheder her, som bedømmes ud fra de point, den enkelte har opnået, danner grundlag forudtagelsen af de tre elever, der skal udgøre SAGs hold i år.

 

Undervejs i forløbet offentliggøres navne (og klasse! Vigtigt) på de elever, der gik videre fra den teoretiske test ved en gymnasiesamling. Netop det at nævne klassen gør, at de øvrige elever støtter meget op om deres klassekammerater. Når de endelige udvalgte offentliggøres, sker det på tilsvarende vis, så der ern vis ’hype’ omkring udvælgelsen og kåringen.

 

Efterfølgende trænes deltagerne, men her må vi nok indrømme, at det ikke altid er så nemt at få gennemført i praksis. Nogle år lykkes det bedre end andre.

 

Hvis SAGs hold går videre fra kvalifikationsrunden, bliver dette også meddelt på en gymnasiesamling - og gør de ikke, så modtager de deres diplomer i stedet, stadig med fremhævelse af deltagernes flotte indsats.

 

Hvis SAGs hold vinder finalen og skal ud i Europa, gentages ovenstående under endnu mere festivitas. Hvis ikke, uddeles finalediplomer under tilsvarende opmærksomhed, ligesom begivenheden og resultatet offentliggøres på gymnasiets hjemmeside.

 

EOES-kontaktlærere:

Peter Gram Jensen (pj@sag.dk)

Tabita Winther (tw@sag.dk)